Denne guide omhandler kun tyndpudsning af lodrette flader. For tyndpudsning af vandrette flader henvises til afsnit 7 »Gulve« i Weber håndbogen.
Disse anvisninger er gældende for både nybyggeri og renovering. For egentlige restaureringsopgaver henvises til afsnit 9 »Restaurering« i Weber håndbogen.
Vejrmæssige forhold
Tyndpudsning må kun foregå i tørt vejr, når lufttemperatur og murværkets temperatur er mellem 5 °C og 25 ºC, og ikke i direkte sol.
Ved risiko for temperaturer under 5 °C eller regn i de første døgn efter tyndpudsningen bør facaden holdes afdækket, til mørtlen er fuldt afbundet. Dette gælder navnlig, når der tyndpudses med farvet mørtel. Weber fraråder udvendig tyndpudsning i vinterhalvåret, medmindre der afdækkes og opvarmes effektivt. Der må ikke tilsættes frysepunktsænkende stoffer.
Konstruktionsmæssige forhold
Tagrender skal være på plads, og hvor overfladebehandlingen kommer i kontakt med metal, der bliver ført ud gennem tyndpudslaget, beskyttes overfladen for at undgå tæring og misfarvning.
Entreprenøren skal træffe foranstaltninger til at bortlede eventuelt regnvand, så facaden ikke vandbelastes, før mørtlen er afbundet.
Forberedelse af muren
Tidspunktet for et murværks egnethed til tyndpudsning beror på et skøn og derfor også på håndværksmesterens egen erfaring. Nedenstående forhold indgår i en sådan vurdering:
- Nedbørsforhold under opmuring
- Afdækning af murværket
- Underlagets tørhed og ensartede udtørring
- Evt. udblomstringer skal være tørre og afbørstes inden tyndpudsning (efterfølgende opfugtning kan medføre udblomstringer)
Tyndpuds bør ikke påføres umiddelbart efter opførelsen, fordi murværket først skal være udtørret, og mørtlen i muren afhærdet.