Reparation af sokkel

Den komplette guide til reparation af din sokkel.

Forberedelse

Lokaliser omfanget af puds der skal bankes af ved at slå let på soklen med en hammer eller et stykke værktøj. Du vil tydeligt kunne høre en hul lyd, hvor pudsen ikke sidder ordentligt fast.

Når du går i gang, kan du vælge at koncentrere dig om den løstsiddende puds eller banke puds af hele soklen og pudse den helt op igen. Hvis der er tendens til revner på soklen, anbefales det, at banke det hele af og pudse op igen med armeringsnet – Dette vil også give det pæneste resultat!

TIP: Det er god byggeskik holde vandet væk fra soklen med løse sten, skærver eller Leca®-nødder ind mod soklen.

Fjern nedløb, kabler, betonfliser og andre ting der er i vejen.

TRIN 1

Løs puds bankes af med en murerhammer eller en elhammer – husk høreværn, briller og handsker!

Der skal normalt bankes 10 – 15 mm puds af. Soklen må gerne være en smule tilbagetrukket i forhold til facaden (5 – 10 mm. fra den færdige sokkel til forsiden af murstenen).

Det gør ikke noget, hvis du kommer til at banke for meget puds af og slår lidt af den underliggende blok i stykker.

TIP: Hvis du er bange for at beskadige murstene, kan du med fordel banke vandret ind i soklen lige under murstene – på den måde minimerer du risikoen for at der springer noget af murstene.

TRIN 2
Soklen rengøres nu ved at køre en stiv kost over den, og efterfølgende renses den med vand, som kastes på.
– Du skal ikke være bange for at bruge for vand, da det både forvander og binder støvet.


TRIN 3
Produktet blandes nu op efter anvisningen på emballagen eller produktsiden på byglet.dk. Der bør ikke blandes mere mørtel end den mængde, du vil kunne bruge inden for 1 time – om nødvendigt kan du genoprøre uden tilsætning af vand.

Den færdigblandede mørtel lægges på pudsebrættet – så har du det tæt ved hånden.

Hvis du er højrehåndet, skal du starte fra højre og køre mod venstre.

Det er en god ide at starte ved et hushjørne, da det ofte kan være lidt udfordrende at få et skarpt hjørne.

For at få skarpe og lige kanter skal du benytte et bræt som ”leder”.

Når pudsen er rettet af fjernes brættet, forsigtigt. Hvis der er huller, fyldes de ud, og derefter bearbejdes pudsen med det lille pudsebræt fra hjørnet og indefter.

Pudsen trækkes nu på soklen. Start gerne med et tyndt lag for at få lidt bedre vedhæftning og herefter den lagtykkelse som du ønsker.

Herfra skal pudsen have cirka samme tykkelse på hele soklen.

TRIN 4
Når pudsen er påført soklen, kan du forsigtigt glitte det tilpassede armeringsnet ind i pudsen med pudsebrættet. Her må nettet gerne være synligt, da det skal ligge i den yderste tredjedel af det samlede pudslag for at opnå den tiltænkte styrke. Nettet føres herefter helt op under murstene/facaden og ned under terræn.

Nettet klippes herefter af så tæt som muligt på hjørnet – Det er meget vigtigt at sikre at armeringsnettet ikke stikker ud gennem pudsen!
Hvis pudsen ikke er helt tør, har du også mulighed for at bøje armeringsnettet med rundt.

Når nettet er glittet fast i pudsen, skal soklen tørre i minimum 24 timer.

TRIN 5
Det er nu tid til den afsluttende puds.

Du kan med fordel blande pudsen en smule tyndere end dagen før, så den er nemmere at arbejde med.

Vær opmærksom på, at det afsluttende lag ikke skal være tyndere end de største korn i produktet. Så hvis man eksempelvis bruger et produkt på 0-2 mm, så skal det afsluttende pudslag altså være minimum 2 mm, ellers vil man trække de store korn igennem pudsen med pudsbrættet, så der kommer synlige spor.

Når blandingen er lavet, trækker du et lag på, ganske som dagen før. Der må gerne være lidt ujævnheder, disse hjælper pudsebrættet med at tage. Gem gerne noget mørtel, hvis du får brug for mere under pudsningen.

Pudsen skal være fingertør før du kan arbejde med pudsebrættet – prøv dig lidt frem hvis du er i tvivl. Det værste der kan ske er at du trække det af, og der skal nyt puds på.

TIP: Hvis pudsen er for tør eller trækkes nemt af, kan man fugte pudsebrættet.

Vær opmærksom på

  • Mørtelstænk skal straks fjernes med rent vand
  • Temperatur i luft og underlag skal være over 5 grader hele døgnet
  • Ved høj temperatur eller kraftig blæst, kan der forekomme svindrevner, da soklen vil tørre for hurtigt. Du bør derfor altid eftervande soklen, så overfladen holdes fugtig.

Efterbehandling

Du kan efterbehandle soklen med sokkelmaling eller ved at vandskure den med et finere produkt.

Weber anbefaler følgende produkter til at pudse din sokkel:

Her er alt, hvad du skal bruge for at lave din sokkel:

Håndværktøj:

  • Spandeske med lige kant
  • 2 stk. murerspande
  • Pudsebræt
  • Kalkkost
  • Retteskinne
  • Murerhammer

Elværktøj (kan lejes i dit byggemarked):

  • Røremaskine (produktet kan, afhængig af mængden, blandes i hånden)
  • Elhammer

Sikkerhedsudstyr:

  • Sikkerhedsbriller
  • Handsker
  • Støvmaske
  • Høreværn (hvis der skal hamres)
  • Knæpuder

Andet:

  • Armeringsnet (for at mindske risikoen for svindrevner)
  • Kniv eller saks til afretning af armeringsnettet
  • Afdækning
  • Vand og målebæger
  • Værktøj til afmontering af nedløb, kabler og lign.

God fornøjelse!